Mandag den 4. november 2024, kl. 12.00, udløb fristen for at anmelde sit kandidatur som spidskandidat til Kommunalvalg 2025, og ved udløbet, havde kun en enkelt person anmeldt sit kandidatur.
Det er dog ikke en hvem-som-helst, der stod på den modtagne anmeldelse, der var fulgt af de krævede stillererklæringer fra medlemmer, der bakker op om kandidaturet. Det er nemlig Brøndby Kommunes nuværende socialdemokratiske borgmester, Maja Højgaard, der gerne vil stille op som spidskandidat. Det bliver første gang, hun stiller op som spidskandidat, men med en god ballast i form af jobbet som borgmester efter hun tog over fra Kent Max Magelund.
Maja Højgaard, der er uddannet læge, 38 år, gift og mor til 2, skriver i sin motivation for ønsket om at blive spidskandidat bl.a. følgende:
”Brøndby er bygget på stærke værdier og fællesskaber i øjenhøjde. Det er en forpligtigelse, vi skal tage med ind i fremtiden.
De kommende år kommer der mange udfordringer. Trængsel i vores børneinstitutioner og på vores plejecentre, vandet bliver vildere - fra himlen, havet og under jorden. Vi kan ikke nøjes med at gøre som vi plejer. Men det er vigtigt vi holder fast i de værdier vi plejer:
Vi passer på hinanden. Vi vil være klar med omsorg når livet går ned af bakke. En dyb tro på fællesskaberne. Alderdommen skal være værdig og barndommen tryg. Vi tager ansvar.”
Det er således tydeligt, at det er en spidskandidat, der har fokus på de udfordringer kommunen står overfor. Hendes DNA siger hende også, at Socialdemokratiet har løsninger og svar på mange af disse udfordringer. Men kun ved samarbejde og hårdt dedikeret arbejde i Kommunalbestyrelsen, på Rådhuset, fra de kommunale medarbejdere og fra frivillige og borgere i kommunen har vi en god mulighed for at komme i mål på alle områder.
Formanden for den socialdemokratiske Kommuneforening, Per Jensen, udtaler, at med Maja som spidskandidat kan der sættes flueben ved de mange ønsker, der var til den nye spidskandidat. Det er en spidskandidat med erfaring fra regionspolitik, fra ungdomspolitik på landsplan og fra den kommunale politik og med et godt, stabilt og omfattende politisk netværk. Vi kan kun være tilfredse med at Maja Højgaard stiller sig til rådighed.