Fællesskab og foreningsliv – nøglen til et aktivt seniorliv i Brøndby

Seniorrådet og Ældre Sagen i Brøndby afholdt et inspirerende foredrag om fremtidens pensionister tilbage i november. Under debatten spurgte flere borgere:

"Hvad med os, der ikke har brug for kommunal pleje i alderdommen?"

Det er et vigtigt spørgsmål, som jeg gerne vil uddybe her.

I Brøndby handler et aktivt seniorliv ikke kun om motion og aktiviteter – det handler om fællesskab og mening. Vi har allerede mange stærke tilbud til vores seniorer, men vi skal fortsat gøre en indsats for at sikre, at flere får mulighed for at være en del af et fællesskab.

Foreningslivet spiller en afgørende rolle. Fra seniorklubber, kirkerne og idrætsforeninger til frivilligt arbejde og kulturelle arrangementer skaber det steder, hvor mennesker mødes, deler erfaringer og bygger relationer. Disse fællesskaber styrker den sociale sammenhængskraft og giver den enkelte glæde og livskvalitet.

Vi ved, hvor vigtigt foreningslivet og de frivillige er for vores kommune. Derfor fejrer vi dem hvert år til Foreningsfesten Aktiv og FrivilligFredag som en anerkendelse af deres uvurderlige betydning. Deres indsats er hjørnestenen i et stærkt lokalsamfund.

Ikke alle oplever dog fællesskabet af sig selv. Derfor gør vi en målrettet indsats med vores frivilligkonsulenter og forebyggende hjemmebesøg, så vi kan nå ud til dem, der tøver med at tage det første skridt. Vi arbejder for at sikre, at flere seniorer får muligheden for at opleve de sociale bånd, som kan gøre en forskel i hverdagen.

Fællesskaber giver ikke kun glæde – de skaber håb og mening. Ensomhed er stadig en udfordring, som vi aldrig må negligere. Derfor skal vi fortsat stå sammen om at bygge de fællesskaber, der gør Brøndby til en kommune, hvor ingen seniorer står alene, og hvor alderdom bliver en tid fyldt med energi, sociale bånd og livsglæde.