<h1>Finn Andersen</h1>

Finn Andersen

Hvis du vil læse mere om Finn, så klik i feltet her.

Jeg kom i Kommunalbestyrelsen ved valget i 2017. Jeg faldt hurtigt ind i arbejdet og de opgaver, som Borgmester Kent Magelund tildelte mig, som medlem af Idrætsudvalget, Teknik & Miljøudvalget, samt formand for Folkeoplysningsudvalget - et udvalg, som arbejder tæt sammen med de ca. 120 foreninger vi er i Brøndby.

Efter valget i 2021 fik jeg, af Kent Magelund tildelt formandsposten i Teknik og Miljøafdelingen. En opgave som er meget spændende og krævende, ikke mindst i disse år med den store byudvikling vi er i gang med.

Jeg er medlem i Brøndbyvester Partiforening.

Jeg har boet i Brøndby i 66 år – jeg kom fra Frederikshavn til Brøndby i 1958.

Efter endt skoletid, tog jeg en uddannelse som kleinsmed.

Jeg har brugt hele mit voksne liv, som frivillig leder i Brøndby IF Amatørafdeling – i mere end 50 år. Dette klubfællesskab har været med til at præge mig og mange familier i Brøndby, til noget meget positivt og noget som vi alle i Brøndby kan være stolte af.

Jeg har som Direktør i BIF A/S – igennem 7 år, været med til at udvikle den professionelle afdeling og deltage i ombygningen af Gildhøjcentret og udbygningen af Brøndby Stadion, som vi kender det i dag.

Efter en meget spændende og udviklende periode i BIF A/S kom jeg i 1993 til Brøndby Hallen som halinspektør. Året efter, overtog jeg den daglige ledelse af Brøndby Hallen og restauranten og kom derefter til at stå for ombygningen af Brøndby Hallen fra skøjtehal til Idræts og udstillingshal.

Som direktør i Brøndby Hallen gik jeg i en stærk politisk skole, med henholdsvis Borgmester Kjeld Rasmussen og hans efterfølger Ib Terp, der sad som formænd for bestyrelsen – i perioden på 27 år, hvor jeg var ansat.

At arbejde tæt sammen med disse to personligheder og de seneste 7 år med Kent Magelund, har været utroligt spændende og udviklende politisk og personligt for mig – Det er en tid jeg ser tilbage på med stor glæde.

Jeg gik på pension fra Brøndby Hallen i 2014 og valgte at stille op til kommunevalgene i 17 og 21.

Jeg har nydt, at være en del af det fælleskab som præger arbejdet i vores gruppe. Det viste sig også hurtigt, at min erfaring fra min erhvervsmæssige aktive karriere og foreningsleder på højeste niveau, har været til stor gavn for mit arbejde i gruppen og mine udvalgsposter, samt omkring de store og spændende og politiske beslutninger vi har stået overfor og som vi forsat vil stå overfor i de kommende år.

Hvad er der sket i perioden – (Desværre ikke plads til det hele)

Lad mig kort nævne nogle markante nedslag:

Hovedstadens Letbane – som en stor begivenhed vi sætter på skinner i slutningen af året og måske en stor julegave til borgerne langs Ringvejen som har været hårdt ramt i byggeperioden.

Fokus på Nyt Ringnet – Styrke forbindelsen til Letbanen – sammenhæng på tværs i byen og på tværs af kommunegrænsen.

+ Way – linje 500S – en opgradering af infrastrukturen på linje 500S strækningen, så det bliver hurtigere og mere attraktivt at benytte kollektiv trafik, samt en forbedring af byrum omkring udvalgte og højt benyttede busstoppesteder.

Nye Klimamål – Et markant og stort område TMU ”Klimaplan for regn og hav”. Klimaforandringer som skybrud, oversvømmelser og højere vandstand i havene, stiller krav til os både som kommune og til vores forsyningsselskaber.

Ressource og affaldsplan – Vi står rigtigt stærkt i Brøndby på dette område. Vi har været tidligt ude og jeg fornemmer vi er førende i landet på vores affaldshåndtering. Vi vil dog videre af den vej og har udarbejdet en plan der konkret beskriver hvordan vi vil arbejde med genanvendelse af vores affald.

Ny spildevandsplan – Vores vejr bliver mere vådt og mere vildt, og det stiller krav til, at vores kloaksystem kan følge med.

I vilkårlig rækkefølge – Ny mobilitets plan – Fælles Kystbeskyttelsesprojekt i Køge Bugt Strandpark - Opfølgning på afslutningen af byggeriet i Kirkebjerg.

Hvad står for døren.

Fremtidens Brøndby Strand som jeg forventer vi får på skinner i efteråret. Deltagelse i Den lokale Grøn Trepart både langs Køge Bugt og Øresund, et helt ekstraordinært spændende landsdækkende projekt. Renoveringer af vores kommunale ejendomme. Forsætte byudviklingen med stor omtanke, samt sikre bevarelse af vores Landsbyer.

Vi skal kunne samarbejde!

Jeg går til valg på:

Brøndby skal forsat være en by, vi med rette kan være stolte af

En by med gode muligheder for udfoldelse og et rigt liv til alle.

En by, der tager sig godt af borgere der har brug for hjælp og en ekstra hånd.

En by med klare prioriteringer af, børn, velfærd, byudvikling, sport og kultur.

Vi har hver især som politikere forskellige holdninger. Det er en styrke, når vi lytter til hinanden og kan finde kompromisser.

Jeg vil gå forrest for et bredt samarbejde i gruppen og kommunalbestyrelsen, så vi skaber de bedste resultater for DIG som borger i BRØNDBY.

Du kan kontakte mig via mail øverst til højre på denne side.