<h1>Anette Pilmark</h1>

Anette Pilmark

Anette Pilmark
Formand for Børne- og skoleudvalget, Formand for SSP-udvalget, Medlem af Økonomiudvalget og Kulturudvalget, Medlem af Handicaprådet og Medlem af FGU Vestegnens Bestyrelse.
Selvstændig med egen virksomhed.

Jeg er født i Brøndbyøster, og jeg har boet 32 år i Brøndby Strand med min dejlige familie. Jeg elsker vores mangfoldige by og den skønne natur. Jeg brænder for at gøre en forskel, og jeg håber at kunne fortsætte arbejdet de næste 4 år for det gode liv for ALLE borgere i Brøndby.

Hvad er mine mærkesager?

DET GODE BØRNE- og UNGELIV:  Altid på børnenes side

Som formand for Børne- og skoleudvalget er arbejdet med børns og unges trivsel en af min største mærkesager.  Børn, der trives og har gode venner, stærke fællesskaber og sunde fritidsinteresser klarer sig bedre i skolen og videre i livet.

Jeg har stået i spidsen for beslutningen om en målrettet proces for et kvalitetsløft i vores skoler med fokus på et fagligt løft, højere trivsel og et lavere fravær. Det har betydet flere ressourcer til to-lærer ordninger, muligheder for holddeling og undervisning i mindre grupper.

Her er 10 udpluk af nogle af de sager, som vi har besluttet i Børne- og skoleudvalget, som alle understøtter det gode børne- og ungeliv:  

1) Kvalitetsløft og principper for brug af digitale medier i skolerne

2) Indførelse af det sociale pensum som den første kommune i landet med blandt andet undervisningsmateriale om digital dannelse og det gode kammeratskab

3) Flere merit-uddannede pædagoger

4) En grøn madpolitik i daginstitutionerne

5) Bedre cykelstier

6) Minimumsnormeringer i daginstitutionerne

7) Mere frisættelse til skolerne ved at fjerne bindinger og længde på skoledagen

8) Det pædagogiske måltid, så pædagogerne i vores daginstitutioner kan fremme en sund madkultur og gode spisevaner

9) En ny sammenhængende børne- og ungepolitik, og endelig en af mine store mærkesager nemlig

10) Brøndby UNGERÅD. Børn og unge har ret til at blive hørt, og har med Ungerådet fået et talerør til os politikere.

Vi skal arbejde videre med et skarpt fokus på tidlige forebyggende indsatser, høj faglighed i skolerne, gode læringsmiljøer, kvalitetstilbud i vores klubber og SFO’er, tryghed og trivsel og stærke fællesskaber for de unge og helt ned til de alleryngste Brøndby-borgere og i tæt fællesskab med forældrene, forældrebestyrelser i daginstitutionerne og med skolebestyrelserne i ”SammenOmSkolen”.

I skolerne skal vi arbejde for en skole, der kan mere for flere. Langt størstedelen af vores børn og unge trives, men der er også en lille del, som har det svært, og nogen med en diagnose, der kræver et specialtilbud. Der skal være specialtilbud af høj kvalitet for de børn og unge, der har brug for det, samtidig med at vi skal udvikle og forbedre vores skoler, så de giver bedre deltagelsesmuligheder for flere børn.

Jeg går til valg for det gode børne- og ungeliv. Alle børn fortjener en god barndom.

KULTUR OG STÆRKE FÆLLESSKABER FOR ALLE

Kulturen og vores fantastiske foreningsliv er limen, der binder os sammen, og de frivillige i vores mange foreninger er en stor og uvurderlig del af vores fælles Brøndby DNA.

På tværs af vores forskelligheder møder vi hinanden, når vi deler fælles interesser -  og Brøndby er en by med en stor variation af tilbud til alle borgere om at være med i et af de mange stærke fællesskaber.

Jeg har som medlem af Kulturudvalget været med til at understøtte vores dejlige kulturhuse og Ungdoms- og musikskolen og sætte fokus på foreningslivet i Brøndby. Vores lokale kultur- og foreningsliv er omdrejningspunktet for de stærke fællesskaber. Det er gennem disse, at Brøndby bliver en by, folk er glade for at bo i.

Jeg går til valg for aktiv kulturpolitik med et bredt tilbud til borgere i alle aldre.

KLIMA OG BÆREDYGTIGHED OG STØJ

Vi skylder vores børn og børnebørn at passe på naturen. Jeg vil arbejde for en større variation i vores natur, flere vejtræer og grønne områder - og for at vi kan bevare Køge Bugt Strandpark som en naturpark.

En øget biodiversitet er med til at skabe grønne oaser til gavn for borgere i hele byen. Når vi bygger nyt, skal det være bæredygtigt, ligesom vi har allerede sørget for ved byggerierne af de to nye daginstitutioner Tranehaven og Kirkebjerg og den nye klub Tornehøj.

Nye byrum i fx fremtidens Brøndby Strand og en ny multifunktionel skole i Brøndby Strand skal ligeledes bygges i bæredygtige materialer, og vi skal arbejde for at nedbringe trafikstøj i områder, hvor borgere er generet af den sundhedsskadelige støj.

EN VÆRDIG ALDERDOM

Vi bliver alle ældre på et tidspunkt og heldigvis vil mange af os kunne klare os selv langt op i livet.
Vi skal tage os godt af alle vores ældre borgere og i særdeleshed sikre, at de, der ikke kan klare sig selv får den hjælp og støtte, som de har behov for i den sidste del af livet.

Du kan kontakte mig via link øverst til højre