Hvem er jeg:
Mit navn er Henrik Hollender, jeg er 60 år, og i de sidste 17 år har jeg været bosiddende i Brøndbyøster. Tidligere har jeg boet i Kisumparken, Brøndby Strand, hvor jeg også arbejdede som ejendomsfunktionær.
Jeg er uddannet elektromekaniker, certificeret varmemester, certificeret elevatortekniker samt akademimerkonom, er far til 4 voksne børn, og både farfar og morfar til 5 vidunderlige børnebørn, samt jeg har været plejefamilie for en ung mand.
Politisk erfaring:
Jeg startede som 12 årig med at stille op og blive valgt som elevrådsformand, og der gik da kun 14 dage, før fik jeg en post som distriktssekretær for Københavns fælleselevråd, Brønshøj, Husum og Vanløse. Her var kampen for skoleelevers rettigheder og muligheder.
På min læreplads som elektromekaniker fik jeg opgaven, at være talsmand og kontaktperson til Dansk Metal for lærlinge og arbejdsmænd.
I mine børns opvækst sad jeg i forældrebestyrelse og institutionsbestyrelse som formand og næstformand. I denne periode sad jeg også i SAB.Bellahøj`s afdelingsbestyrelsen.
Siden har jeg som tekniker været tillidsmand, fællestillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant og var valgt ind i 3 udvalg i Dansk El-forbunds Københavns afdeling.
I en periode sad jeg i bestyrelse for DUI-Leg og Virke /Brøndby og i AOF-Brøndby, senere Rødovre/Brøndby.
Jeg har i dag følgende tillidsposter: Brøndbyparkens afdeling 1`s bestyrelse samt organisationsbestyrelsen for alle 3 afdelinger. Igennem dette er jeg valgt ind som kredsrepræsentant i BL for kreds 9.
I en årrække har jeg haft den udsøgte fornøjelse, at være valgt som næstformand for Socialdemokratiet Brøndbyøster, og denne rolle har jeg endnu, så jeg siger mange tak for tilliden.
Hvorfor stille op til kommunalbestyrelse?
Jeg stiller op for at kunne arbejde med mine mærkesager i et højere niveau. Mange beslutninger som vedrører mine værdier bliver netop besluttet i de arbejdende udvalg.
Boligpolitik:
Her er brug for fokus på at alle kan bo trygt og kan færdes sikkert.
Almene boliger til anstændig husleje er da klart et område som bør være et værdipunkt i Brøndby kommune. Det er langt fra alle Brøndbyborgere der har råd til en ejerbolig.
Tydeligt aktivt tilsyn med større renoveringsopgaver for at sikre alt er korrekt og alle lovkrav overholdes. Dette vil kunne påvirke huslejen voldsomt hvis noget går galt.
Jeg mener at vi mangler både kollegieboliger og seniorboliger.
Skolepolitik:
Alt for mange børn bliver svigtet i skoletiden. Jeg mener at det er vores ansvar at skabe de bedste rammer som rummer muligheder for alle elever. Runde bolde kan godt passe i en firkantet kasse, hvis bare kassen er stor nok. Dette område bør videst muligt tilpasses efter de skiftende behov som opstår.
Det er vores allerdyreste det drejer sig om.
Det er også skolevej. Børn skal ikke gå hen over togskinner for at komme i skole. Skolevej bør være markeret så tydeligt at ingen er i tvivl. Jeg ser i øjeblikket, at skolepatruljen står og dirigerer færdsel på et vejbump, hvor en række striber og 2 skilte vil markere et fodgængerfelt.
Ældrepolitik:
Vi har mange gode tilbud til ældre, men en folder som sidder på et stativ er ikke særlig motiverende for at deltage. Her kan man jo flytte en del arrangementer rundt i kommunen og få det tættere på. Vi er ikke alle lige mobile. Min holdning er, at vi altid kan blive bedre.
Kultur, klubber / foreninger og andre arrangementer:
Alt sammen hører under værdiskabende og sociale sammenhold.
Kultur er mange ting, og det passer jo rigtig fint med at vi er mange borgere i kommunen. På dette område er vi rigt begavet med en masse aktive foreninger, men mange flere søger efter lokaler og områder, hvor de kan udvikle/ afholde deres aktiviteter. Jeg tror på, at der er gode muligheder for at finde egnede forhold til endnu flere klubber og foreninger, hvis bare vi deles lidt om pladsen.
For nogle er det vejledning der mangler, for andre er det lokaler eller viden om søgning af fondsmidler.